Om kirken

Funder Kirkes ydermur har været sat om, i det mindste en gang, måske flere. Vi ved, at vestgavlen styrtede sammen under en storm i 1901, og at våbenhuset blev sat om ved kirkerestaureringen i 1954. Og meget andet kan være sket i de mere end 800 år, uden at vi i dag ved om det.

Alligevel er det et meget smukt murværk, især mod syd. Sokkelstenene er i enkel skråkantprofil, men stort set i fin stand. Og de ligger solidt og godt som fundament for den tunge mur.

Det, der gør sydmuren så smuk, er for det første, at stenene er sat så nøjagtigt, at murfladen bliver helt jævn og glat, og for det andet at de vandrette og lodrette linjer og de de rette vinkler er bevaret. Ingenting der gynger og svajer eller synker. Muren er i urokkelig ro og balance med sig selv.

De brede fuger og det hvidkalkede bånd foroven under taget bevirker, at muren fremtræder mindre massivt og tungt, end den må have gjort oprindelig. Dengang har hele kirkebygningen virket som én stor massiv granitsten. Men i dag virker den let og yndefuld. Det er netop hemmeligheden ved Funder Kirke: det lette og yndefulde, skabt med tunge materialer.