Sigurd Barrett synger med 2. og 3. årgang - vær med!

En stor oplevelse venter, når eleverne på 2. og 3. årgang på skolerne i Lemming, Skægkær, Kragelund og Funder får mulighed for at mødes og synge sammen med Sigurd Barrett ved en stor koncert onsdag den 13. marts 2019 kl. 16.30 i Serup Kirke.

Det er kirkerne i Lille Hids Pastorat, som er gået sammen om dette projekt.
Med projektet ønsker vi i fællesskab at sætte fokus på korsang for børn,
og vi ønsker at sætte fokus på samarbejdet mellem kirkerne og på samarbejdet mellem kirkerne og skolerne.
Projektet støttes økonomisk af Silkeborg Provsti.

Som optakt til koncerten i Serup Kirke vil der ude på de lokale skoler blive inviteret til et forløb, hvor eleverne øver en række sange, som skal synges sammen med Sigurd Barrett ved koncerten.

Op mod jul vil eleverne på 2. og 3. årgang på vores skoler modtage mere information om, hvordan øvningen kommer til at foregå på deres skole.
Her vil der også være oplysninger om, hvordan man tilmelder sig til projektet.
For at være med til koncerten skal man have deltaget i øveforløbet.

Vi er stolte over, at det er lykkedes at få Sigurd Barrett til at lægge vejen forbi Lille Hids Pastorat.
Sigurd er kendt for at formidle sang og musik med stort overskud og engagement. Så der
venter både de syngende børn og publikum en stor oplevelse, hvor musik og sang blandes med sjov og alvor.

Vi håber, at rigtig mange fra 2. og 3. årgang har lyst til at være med, og vi glæder os til at møde jer.

På festligt gensyn

Menighedsrådene i Lille Hids Pastorat (Kragelund-Funder-Serup-Lemming-Sejling-Sinding)
Organisterne og korlederne
Erik Sanggaard
Karen-Minna Nielsen
Bo Kirkegaard