Glimt fra studietur for menighedsråd, personale og frivillige i sognene.

Kragelund og Funder sognes studietur 2016

En morgen i august med skyer på himlen drog en flok fra sognene i Kragelund og Funder på rejse 1000 år tilbage i tiden.

Moesgaard museum var målet for dette års udflugt for personale, menighedsråd og frivillige. Skyerne var lidt mørke og truede med regn, men heldigvis brød solen frem og varmede dejligt – Thor lod vognen blive i laden og mjølner  forblev i ro. Flokken blev ved foden af Moesgaard modtaget og budt velkommen 1000 år tilbage i tid af en ægte lokal vikinge graver….

Efter en andakt i stavkirken, der sluttedes med en kredsdans og fælles kvad, var der kaffe, brød og en smagsprøve på vikingetidens ”gudedrik” mjød. Så var det tid til rundvisning på 2 af Moesgaards udstillinger. Den ene rundvisning gik gennem vikingetiden og ned i gennem Illerup ådal. Den anden gik gennem de dødes liv, - en udstilling om hvordan vi levende opfatter døden og lever med vores døde i forskellige kulturer rundt om i verden.

En dejlig  nordisk frokost blev indtaget delvis i cafeen og på græstaget af Moesgaard Museum. Solens varme og den skønne udsigt var med til at give humør og glæde. Der var tid til at lege, blive fotograferet med en ægte viking, og gå på opdagelse i museets udstillinger inden hele flokken vandrede til Skovmøllen for at få kaffe og kage.

 

Dorthe Træholt, Graver på Kragelund kirkegård